Hvordan det gik til, at jeg fik berner - og i det hele taget hund

Hjem      Hundesiden      NYT      Siden Sidst 2010      Vi mindes      Gæstebog

Da jeg var yngre, har jeg egentlig aldrig været specielt interesseret i hunde. De sagde mig ikke det store, jo, de var da meget søde og én af mine veninder havde et pragteksempler af en dobermann - eller hendes forældre havde.

Jeg elskede hendes hund, holdt utrolig meget af den - men sjovt nok ikke nok til, at den kærlighed til hunde jeg har idag blev tændt.

Senere fik en anden af mine veninder hund, en labrador, eftersigende en formel 1 type - Naja. Naja er det skønneste! En glad og utrolig lærenem hund, men jeg var ikke tryg ved hende, for hun var "kun" en hvalp og meget lille - og havde tendens til at "nappe" i leg. Jeg havde altid været utrolig bange for at blive bidt af en hunde, så ingen forsikringer om, at hun ikke gjorde noget, kunne få mig til at blive tryg ved hende.

Jeg var ikke meget sammen med Naja, da min veninde boede ved Lammefjorden og vi kun sjældent var sammen hjemme hos hendes forældre.

Det var først da nogle venner fra Jylland fik en berner sennenhund - Azuro, hedder han. Jeg mødte ham som hvalp, 10 eller 11 uger gammel. Han var så lille, at selvom han bed, blev jeg ikke utryg og jeg var forelsket. Men det var ikke endnu at kærligheden blev vagt. Vi var nede at besøge Azuros mor, onkel og søster og deres ejere. Det var her, jeg begyndte at tabe hjertet. Jeg sad mellem mor-Ayka og onkel Bubbie (senere omdøbt Bobbie, Bubbie passede ikke rigtig til så stort et drog) og nussede dem på skift. Jeg var stadig ikke 100% tryg ved hunde her, men begyndte virkelig at holde af de to hunde. Vi fik navnet på racen og da vi kom hjem begyndte jeg at søge på racen - jeg kunne ikke rigtig stave til det i starten, men det lykkedes dog at finde navnet. Men det var kun så småt begyndt her, jeg ville ikke have hund endnu.

Da Azuro lige var blevet 1 år, holdt min søster og hendes kæreste sammenlagt fødselsdag. Vennerne fra Jylland kom og Azuro med. Jeg var på arbejde - arbejdede i Netto dengang - og kom lidt senere hjem end fødselsdagen startede, så de var ankommet på det tidspunkt. Vi har en stue, der ligger i plan med jorden, hvorfra der gå en trappe op til køkken, entre og værelse. Jeg kom ind i entreen og skulle ned og hilse på gæster - og da jeg skulle til at gå ned af trappen, stod Azuro der med logrende hale og de absolut mest kærlige øjne og glade øjne og kiggede op på mig, nærmest somom han sagde "Hej, der kom du jo! Endelig!" Sådan var det jo selvfølgelig ikke, men de øjne der, fik mig til at smelte. Jeg gik ned for at sige hej til ham, hvormed han væltede mig op af trappen og stod over mig og snuste og sagde hej på den kærligste manér - dog uden at slikke, af en eller anden grund slikker Azuro aldrig, medmindre der er noget virkelig ekstremt godt!

Jeg var solgt og lå sådan på trappen flere gange den dag, fordi jeg satte mig på den og snakkede med ham hvormed han ikke kunne lade være med at vælte én af ren iver efter at vise sin hengivenhed.

Det var her min kærlighed til racen berner sennen og hunde opstod. Jeg gik ud og købte bogen "Berner Sennen" fra Dansk Kennel Klub og slugte den dagen jeg købte den. Fik mig et hundeleksikon, hvor jeg kiggede racer og læste alle informationerne om hundehold der stod deri. Den del interesserede mig ikke det store endnu, men mente at det var et must.

Siden er kærligheden egentlig kun vokset. Jeg er blevet super glad for Naja, som jeg jævnligt passer for hendes ejere og vi hygger os rigtig med gåture, leg og træning.

Jeg har slugt et utal af bøger - allerede inden jeg blev hundeejer. Både nogle rimelige bøger, nogle gode og nogle rigtig gode - blandt de rigtig gode kan nævnes Klikkertræning for din Hund af Morten Egtved og Cecilie Køste - den er virkelig guld vejr! Derudover er jeg også glad for Irene H. Jarnved, hun skriver på en ganske fængende måde, samtidig med at hendes metoder er positive.

At få lov til at få hund var næste del. Det er jo ikke nok at være smask forelsket! Jeg bor stadig hjemme og mine forældre var absolut ikke tændt på at få en hund! De gad ikke ansvaret - det at stå tidligere op om morgenen, hundepensioner i ferie og problematikken med hunden alene hjemme, når man er til fest. Det tog mig et halvt år, at overbevise dem om, at jeg nok skulle stå for det primære ansvar, det vil sige både det økonomiske, det træningsmæssige og gåturene. Det var i første g (gymnasiet) det lykkedes, men jeg måtte først få hund efter gymnasiet. Det ærgede mig dengang, men idag er jeg kun glad for det, for selvom jeg følte mig helt parat til hund dengang, passede det overhovedet ikke! Det har jeg erkendt siden, over de 2½ år jeg har ventet på, at hunden måtte flytte ind. Jeg har - foruden gymnasiet - brugt meget af min tid på at læse hundebøger og har været (alt for) aktiv på et rigtig godt hunde forum, som har givet nogle nye synsvinkler, nogle som jeg har taget til mig og nogle som jeg har ladet flyde ind gennem det ene øje og ud gennem det andet.

I dag bor jeg sammen med Tertzo's Live to Tell aka Møffe, som han blive kaldt til dagligt - kan man lige se mig skråle han fine stamtavle-navne nede i parken? Han kommer fra Ina Olsen, Kennel Tertzo og er efter Tertzo's Rioja og den japanske immigrant Superfoot Elysian Garden Sotel, der i dag bor i Polen, men flytter tilbage til Japan om snart. Valget faldt på Ina, både fordi hun indgød tillid fra den første gang jeg besøgte hende og fordi linierne på begge side af kuldet er rigtig fornuftige - ifølge min amatør-viden.

Her er et billede af mig og vidunderet fra den dag, jeg fandt ud af, at det er ham, der bliver min :) Han er her 7 uger og 3 dage gammel